Dumme voksne

theoffice6

 

En af de ting, som jeg er begyndt at spekulere over, efter jeg er blevet mor, er det her skel mellem voksenverden og barneverden, og hvordan de to verdener en gang imellem støder sammen med lige dele komiske eller ubehagelige resultater. Det kan være noget, man som voksen siger eller gør, som børn misforstår. Eller de mere ubehagelige sammenstød, hvor børn overværer en voksenverden, de ikke forstår, såsom forældrenes skænderier.

For eksempel misforstod jeg betydningen af “et par”. Jeg havde ikke fanget, at det betyder “to”, men troede, at det betød “nogle”, hvilket må siges at være de voksnes egen skyld. Hvem har som barn ikke hørt “jeg kommer lige om et par minutter, skat”? – yeah right.

Jeg og min veninde fra gaden vil ud og gå rundt i kvarteret. Vi er vel 6-8 år, og vi siger til vores forældre, at vi er tilbage om et par timer. 4-5 timer senere slentrer vi ned af Kildevældsgade, jeg mener at huske, at vi er på vej hjem. På afstand ser vi min venindes far komme cyklende, fuldstændig oprevet og rød i hovedet. Han brøler “hvor fanden har I været? – I sagde, I ville være væk et par timer”.

I start 90’erne, hvor jeg er 12-13 år, laver jeg et projekt i skolen sammen med en klassekammerat om miljø. Vores titel er “Glæd en and, spar lidt vand”. Vi interviewer en person fra Greenpeace, der midt i interviewet begynder at tale om Den kolde krig, og jeg har absolut ingen anelse om, hvad manden fabler om. Jeg er mystificeret. For som han siger, så er den krig jo lige slut, og Danmark var åbenbart med i krigen!!!! Hvorfor har jeg ikke hørt om den?

Udover de obligatoriske misforståelser mellem barn og voksen, vil jeg tro, at de fleste børn, selvom de kommer fra velfungerende familier, også har en eller måske et par stykker ubehagelige oplevelser, hvor man konfronteres med en voksenverden, man som barn bare helst skal undgå at være vidne til.

Et af mit barnelivs værste oplevelser må være, da jeg er omkring 10 år. Jeg er ude at gå med min veninde. Vi støder ind i min far, som er fuld, snøvlet og højrøstet. Han står og snakker med en mand, jeg ikke kender. Min far får øje på os, og der er ingen vej uden om, jeg er allerede her ved at dø af pinlighed. Der findes sgu nærmest ikke noget værre end at opleve sin forældre stang berusede. Nå, men min far siger et eller andet med, at jeg er hendes datter, hvorefter manden ser på mig og siger, at det godt nok er synd for mig, at jeg har sådan en far. Av for satan, den svier. Kraftidiot. Jeg bliver hylet totalt ud af den og skammer mig helt ned til sokkeholderne. Jeg skynder mig hjem. Min mor kommer først hjem dagen efter, og det er meningen, at min halvstorebror skal komme og overnatte, men jeg vil bare hjem til min mormor og morfar. Så jeg ringer til dem, grædende, men jeg vil ikke fortælle dem, hvad der er galt. Jeg spørger, om jeg ikke må sove hos dem, hvilket jeg selvfølgelig må. Og så pakker jeg ellers oplevelsen langt væk. Sådan noget er tilsyneladende bedst at feje ind under gulvtæppet.

For tiden er det nu mest os voksne, der misforstår den to-årige herhjemme. Der er heldigvis lang vej til kold krig og fuldskab, banaliteterne hersker fortsat. Hun beder om at få saft, men får et glas vand. Hun vil have kjole og strømpebukser på (hver fucking dag), men forældrene forsøger ihærdigt at få hende ned i et par bukser. Hun vil ikke kysses og krammes, men overfaldes alligevel. Dumme, dumme voksne….

SjovMedFarsMor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.