Lidt om malplacerethed og mit eget gode selskab

Jeg er på mange måder ikke den mest sociale person, jeg har en lille vennekreds, og jeg har aldrig tonsvis af sociale aftaler i kalenderen. Jeg elsker mine veninder og omgangskreds, og det er altid dejligt at se dem, gå ud eller lave noget tredje, men samtidig er jeg også ret glad for mit eget selskab, og der er mange ting, som jeg ikke gider at deltage i, som f.eks. de fleste udendørsarrangementer (medmindre det er grillaften med nogle venner – kød, øl og godt selskab, så bliver det jo ikke bedre).

Nu hvor foråret er på vej, bliver jeg og tusindvis af andre “inviteret” til diverse vesterbroske udendørsfester på facebook. Hvor mange fortovsfester kan Vesterbro ligge gadebelægning til egentlig?

Jeg bliver nok ikke en af dem, som deltager. Jeg har aldrig helt forstået konceptet. Bevares, et loppemarked i ny og næ, men hvad er det, jeg skal foretage mig til en udendørsfest? Jeg er ikke smart nok til at kende alle mulige mennesker, som deltager, eller jeg risikerer at rende ind i nogen, som jeg ikke gider at snakke med. Jeg er så elendig dårlig til at smalltalke. Og så skal man sidde der på jorden med sin flade håndbajer, som egentlig er det eneste højdepunkt ved det hele.

Det er lidt ligesom 1. Maj. Det er så skønt i teorien, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når jeg er der, hvilket også er årsagen til, at jeg har holdt mig langt væk de sidste 10 år eller mere.

En gang imellem kan jeg få følelsen af at være malplaceret i diverse festlige sammenhænge. Da jeg var teenager og i begyndelsen af 20’erne kunne jeg decideret føle mig udenfor. Når det skete, følte jeg mig anstrengt, og at jeg bare ikke havde det lige så sjovt som de andre. Det skal dog lige siges, at de sjove fester, hvor man først kommer hjem efter solen er stået op, har været i kæmpe flertal.

Som voksen befinder jeg mig nu sjældent til en eller anden fest sammen med mennesker, som jeg ikke aktivt har valgt at være sammen med. Med undtagelse af firmafester, åh gud, hvor jeg hader sådan nogle. Jeg har seriøst aldrig været til en sjov fest med noget arbejde, jeg har haft, men til gengæld til flere akavede af slagsen. Det er ikke fordi, jeg ikke har haft gode kollegaer, men jeg har haft endnu flere, som jeg absolut intet har til fælles med. Og så har jeg ikke været i stand til at glemme, at jeg altså skal se dem i øjnene mandag morgen. Derfor har jeg gennem tiden kommet med en del hvide løgne, når kollegaer har spurgt mig, om jeg nu skulle med til den kommende festlige lejlighed. “Nej, det kan jeg desværre ikke. Min kusine holder stor fødselsdag den dag” og i den dur.

I bund og grund hygger jeg mig nok ikke med fremmede mennesker, men jo ældre jeg bliver, jo mere ligeglad bliver jeg med min manglende evne til at socialisere, hvilket medfører, at jeg sjældnere og sjældnere føler mig malplaceret. Jeg er også holdt op med at bekymre mig at stå eller komme alene til et eller andet arrangement, ligesom det heller ikke længere generer mig at gå på cafe/restaurant alene. Sådan noget var jeg ret usikker omkring, da jeg var yngre, især præ-25. Det er endeligt også gået op for mig, at virkelig ingen lægger mærke til, at man sidder der alene, og hvis de gør, så er det jo bedøvende ligemeget.

På den måde er det jo dejligt befriende at blive ældre og komme ind i 30’erne. Man skider bare lidt mere hul i det hele. Jeg kan ikke vente til, at jeg bliver 70 …..

SjovMedFarsMor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.