Lidt om mediebilleder og søstersolidaritet

stage-door-holy-females

Kender I det med, at man ikke kan genkende det virkelighedsbillede, som medierne (alle slags; nyhederne, aviserne, facebook, blogs osv. og af debatører fra begge køn) fremstiller? Sådan har jeg det nogle gange, specielt når det kommer til det billede af forældre og mødre især, som florerer i medierne. Skulle man tro dette, er vi alle nogle klynkende, egocentrerede speltmødre med uopdragne og forsømte børn.

Forældre får både på puklen over at brokke sig over at arbejde for meget, men samtidig bliver vi også tudet ørerne fulde med, at vi skader vores små poder ved at sende dem i daginstitution 8 timer om dagen. Hvordan hænger det lige sammen? Det er desuden nærmest umuligt som forælder at påpege, at hverdagen er svær at få til at hænge sammen uden, at man får at vide, at det er man selv skyld i, og det ikke er samfundets anliggende. Tag for eksempel ligestillingsminister Manu Sareens svar til børnefamilier, som for i øvrigt er pænt sexistisk for, hvem er det lige han refererer til, når han omtaler yoga og klidboller? Det er da kvinderne. Ifølge ham er det åbenbart kvinderne, som er skyld i familielivets problemer:

http://politiken.dk/indland/ECE2272861/minister-til-familier-drop-yoga-og-klidboller/

Nå, men det var et lille sidespor. Jeg vil egentlig ikke diskutere, hvorvidt børnefamilier er forkælede eller ej, men påpege, at jeg kender sgu ikke nogle mødre, som stresser over yoga og hjemmebagte boller, sådan for alvor. Så ensporede er vi sgu ikke. Jeg er i det hele taget pænt træt af mediernes billede af kvinder, for jeg kan simpelthen ikke genkende det i det virkelige liv. Vi er langt mere søstersolidariske end vi fremstår. Og vi prioriterer familielivet over alt andet, også egotid og speltboller. Der florerer en del usympatiske myter, om hvordan vi er “kvinde er kvinde værst”, konkurrerer mod hinanden, bitcher osv.

Tag for eksempel den såkaldte ammemafia, man skulle få på nakken, hvis man vælger ikke at amme sit barn. Det er ikke fordi, jeg underkender, at nogle mødre har oplevet kritik eller uforstående kommentarer ved deres valg over ikke at amme, men ligefrem en ammemafia i form af nedsabling fra selvhøjtidelige ammemødre er vist en overdrivelse. Og det kan jeg sige, fordi jeg har ikke ammet og aldrig er blevet mødt med en rynken på næsen eller kritik, hverken i mødregruppe, til babyrytmik eller i sundhedssystemet.

En anden ting er de mødregrupper, som jeg havde hørt så meget om, at det var det rene konkurrencehelvede, og fra hvem egentligt? – i hvert fald ikke fra nogle med børn….

Jeg tror faktisk min mødregruppe var et godt eksempel på, hvordan langt de fleste kvinder egentlig er over for hinanden: forstående. Over for de valg vi hver især træffer for at få hverdagen til at hænge sammen og som passer bedst til os, og hvordan vi indretter vores liv. Når man følger diverse debatter kan man få indtrykket af, at vi kvinder bruger enorm meget tid på at slås om emner som børn eller ingen børn, samsovning eller ej, karriere eller deltid eller hjemmegående og andre lignende åndssvage diskussioner, men det gør vi altså ikke.

De fleste af os er egentlig ret ligeglade med andres valg her i livet. De fleste af os tror på, at vi hver især gør det bedste vi kan og træffer de valg, som er rigtige for os og vores nærmeste.

PS: Hvis man gerne vil læse et andet debatindlæg om børnefamilier, der skal give forældre dårlig samvittighed over vores fokus på karriere, luksusferier, sommerhuse, designermøbler og biler (slap nu af, hvor mange af os har lige alt det og stræber overhovedet efter det??????), kunne dette debatindlæg være en mulighed: http://www.information.dk/490729

SjovMedFarsMor

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.