Når jobsøgningen ender blindt

Åh, du har så ret Michael Scott

Åh, du har så ret Michael Scott

I ved, jeg kunne godt tænke mig et af de der jobs der. Sådan nogle har I nok om hørt om, ik? Jeg er ret klog med en universitetsuddannelse i bagagen og har da også en del erfaringserfaring. Jeg mener selv, at jeg søger stillinger, som jeg er fuldt ud i stand til at bestride, men der sker ligesom bare ikke rigtig noget.

Indrømmet, jeg burde søge flere jobs, men det er lidt svært med en fuldtidsstilling (løntilskud) og et lille barn. Reelt set kan jeg først sætte mig ned fra ca. kl. 20 om aftenen, og på det tidspunkt er jeg rimelig træt og kan heller ikke ringe arbejdsgivere op. Ja ja, jeg er fuld af gode undskyldninger, jeg ved det godt.

Jeg er seriøst begyndt at overveje, om de stillinger, jeg søger, er helt hen i vejret. Det må de tydeligvis være, siden jeg ikke er kommet til en eneste samtale de sidste halvanden år, hvis man ser bort fra de to løntilskudsstillinger, som det trods alt er lykkedes mig at få i hus. Ærlig talt, så er jeg ved at give op og smide håndklædet i ringen. Det er åbenbart ikke meningen, at jeg skal få et job, som bare nogenlunde har snerten af ønskejobbet (hvilket i vage træk er noget inden for kultur/museum/formidling). Jeg har taget den “forkerte” uddannelse og haft de forkerte studiejobs. Jeg har kun mig selv at skyde skylden på. Det er bestemt ikke “samfundets skyld” eller lignende, men mig, som har taget nogle forkerte valg her i livet – eller mere præcist, jeg har ikke været bevidst om, at jeg burde have tænkt mere over, hvad jeg egentlig ville og have været mere målrettet. Jeg har været totalt lyststyret og ikke særlig velovervejet, dårlig kombi. Jeg ved, at når jeg søger de her stillinger, så er der mindst hundrede andre personer med den korrekte erfaring og en mere relevant uddannelse, som også søger. What’s the point, egentlig.

Jeg er derfor begyndt at surfe rundt efter andre slags stillinger end dem jeg normalt søger, for at finde en stilling, som reelt set ligger sig nærmere op af den erhvervserfaring, som jeg har, hvilket er en blanding af administration, koordinerende opgaver og kunderådgivning inden for medieovervågning. Der er da stillinger, som umiddelbart passer fint, og som ikke er hardcore administrative stillinger, som jeg ikke er specielt kvalificeret til (eller interesseret i). Nu har jeg kun i få tilfælde prøvet at søge sådanne jobs, så igen kan jeg jo ikke vide, om det egentligt er realistisk. Mange af de her arbejdsgivere vil se på mit CV og min uddannelse og undre sig over, hvorfor jeg egentlig søger – og måske også gennemskue, at jeg i virkeligheden ikke er specielt motiveret. Men mine dagpenge er ved at rinde ud, jeg har 7 måneder tilbage, og jeg er ved at være desperat, så det må naturligt nok være næste skridt.

Det ironiske ved alt dette er, at jeg i sin tid sagde mit administration/kundeservicejob op, fordi jeg ville noget helt andet. Jeg ville prøve at gøre et reelt forsøg på at få foden inden for en anden verden og tænkte, at arbejdsløsheden kunne bruges til relevante løntilskudsjobs og videreuddannelse, som jeg også er i gang med, der i sidste ende skulle føre mig nærmere et job, som ville være meningsfuldt for mig. Det er så bare ikke sket, og jeg kan ikke se, at det kommer til at ske inden for det næste halve år. Spørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre at vende tilbage til et job, som ligner det jeg havde. Altså, er der nogen som vil ansætte mig efter næsten to år arbejdsløshed, hvor fokus har været et helt andet sted?

Så i en alder af snart 34 år ved jeg stadig ikke, hvad livet kommer til at byde på, rent arbejdsmæssigt, og jeg tvivler stærkt på, at jeg nogensinde ender i et ønskejob. Det er i og for sig lidt sørgeligt, men trods alt ikke værre end at det nok skal gå, selvom jeg godt nok, som det ser ud nu, er lidt bange for fremtiden …..

SjovMedFarsMor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.